top of page

Grammy-vinder i studiet: jazzkvintet indspillet i vores nye isobokse

Forfatters billede: Jacob Nørgaard
Jacob Nørgaard
for 9 timer siden
3 min læsning

Fem jazzmusikere fløjet ind fra hele verden, én dag i studiet og to helt nye isobokse. Den 3. oktober indspillede saxofonisten Oleksandr Kolosii med sin kvintet hos os i Aalborg, og med i rummet var Grammy-vinderen Remy Le Boeuf.

Kvintetten bestod af:

  • Oleksandr Kolosii, tenorsax

  • Remy Le Boeuf, altsax

  • Jordan Corda, vibrafon

  • Doug Weiss, kontrabas

  • Sasha Mashin, trommer

Remy Le Boeuf vandt i februar 2026 en Grammy for bedste instrumentale komposition for nummeret "First Snow". Det ligger på albummet Silent Course, som han har lavet med det nordjyske Nordkraft Big Band. Så forbindelsen til Nordjylland var der i forvejen.


To nye isobokse, bygget til lejligheden

Vi vidste i god tid, at de her musikere kom. Det var en god undskyldning for endelig at bruge tiden på at gøre to nye isoleringsbokse færdige, og den 3. oktober blev de indviet.

Boksene har glasruder. Der er en rude mellem de to bokse og en rude i døren, så musikerne kan se hinanden og resten af rummet. Oleksandr og Remy stod i hver sin boks, med glasset imellem sig. De var virkelig afskærmet.

Det, jeg var mest bekymret for, var faktisk ikke lyden. Det var kontakten mellem musikerne. Det er lidt et paradoks: Hver musiker skal være så afskærmet, at sporene bliver isoleret, men de skal også kunne se hinanden og spille sammen, så det bliver organisk musik, vi optager. Så hvordan sad ruderne? Var de placeret, som de skulle?

Det holdt. De to nye bokse er faktisk større end de to andre bokse i studiet, og ruden mellem dem gav rigtig god mening. De to saxofonister kunne kigge hinanden i øjnene og samtidig have øjenkontakt med både trommeslageren og bassisten.

Og boksene dæmpede langt mere, end vi havde regnet med. Det var spændende at finde ud af, hvor meget de faktisk tog, og resultatet var langt over forventning.

Hver saxofonist havde et dobbelt mikrofonsetup, herunder vores meget eftertragtede AEA-båndmikrofon.

Grammy-vinderen Remy Le Boeuf spiller altsaxofon i en af de nye isobokse hos The Hideout Studio i Aalborg, med båndmikrofon foran

Vibrafon i flygelboksen

Vibrafonen stod i vores flygelboks, som er blevet bygget meget om siden sidst. Jordan Corda var ellevild over at få sin egen lydafskærmede boks, og vi tror også, han syntes, det var lidt fedt at stå med et stort Steinway-flygel lige ved siden af sig. Han havde en fest.

Jordan Corda spiller vibrafon i flygelboksen hos The Hideout Studio i Aalborg

Doug Weiss stod med kontrabassen inde i kontrolrummet, bag de store glasruder, hvor han havde overblik over det hele. Trommerne fik det store indspilningsrum helt for sig selv.

Doug Weiss spiller kontrabas under jazzindspilningen hos The Hideout Studio

Hvorfor alt skulle isoleres

Det var Oleksandrs første spørgsmål til os, længe før datoen: Hvordan isolerer vi alle fem bedst muligt? Musikken er svær, musikerne kom fra hver sin kant af verden med jetlag i kroppen, og der var kun tid til én prøve.

Når hvert instrument står for sig, kan man rette og klippe i den enkelte stemme bagefter, uden at de andre instrumenter følger med i lyden. Den dag stod alle instrumenter isoleret hver for sig.

Opstilling klokken halv tolv om aftenen

Aftenen før mødte hele holdet op, undtagen Remy, for at stille op, så alt var klar til næste dag. Klokken var nok halv tolv om aftenen, før vi var færdige.

De kom med deres eget grej, blandt andet et trommesæt. Vi har et vildt fedt trommesæt i studiet, men det er bygget til rock, og det her var jazz. Så det skulle lige fikses. Remy landede i Aalborg Lufthavn om formiddagen den 3. oktober og kom direkte ind til en opstilling, der var klar.

Sasha Mashin ved trommesættet i det store indspilningsrum hos The Hideout Studio i Aalborg

Musikere i verdensklasse

Remy Le Boeuf kom direkte fra flyet fra USA, og så kørte optagelserne. Det siger bare noget om, hvor højt et niveau de her musikere er på. Vi er virkelig heldige at få lov at arbejde med så dygtige folk.

De var søde, de var glade, og det var simpelthen så fedt at arbejde med musikere, der er kendt over hele verden. Det er også noget, vi er stolte af: at folk rejser fra hele Europa og USA for at indspille hos os i Aalborg. Det er jeg meget taknemmelig for.


Skal du indspille jazz i Aalborg?

Vi har plads til at isolere et helt band, og vi har flygel, båndmikrofoner og nu to isobokse, der har været igennem en ordentlig ilddåb. Læs mere om indspilning i vores lydstudie, se priserne, eller skriv til os, så finder vi en dag.

 
 
bottom of page