top of page

Online mastering: kig med, mens jeg masterer en rigtig sang

  • Forfatters billede: Jacob Nørgaard
    Jacob Nørgaard
  • 22. jul.
  • 6 min læsning

Opdateret: 27. jul.

Jeg vil gerne vise dig noget, de færreste studier viser frem: hvad der faktisk sker, når du sender din sang til mastering. I dag fik jeg et nummer ind fra Tobias E. Det hedder "Vælter Rundt", han har selv mixet det, og det kom til mig som en WAV-fil via et Dropbox-link. Han har ikke sat sine ben i studiet under det her. Det hele foregår online.

Så kig med over skulderen. Det her er hele processen, med rigtige skærmbilleder fra dagens session.

Før jeg rører noget: backup og gennemlytning

Det første, der sker, er faktisk ret kedeligt, men vildt vigtigt: Filerne bliver hentet ned fra Dropbox og lagt over på en ekstern disk i en mappe med artistens navn. Alt kundemateriale ligger altid to steder, i tilfælde af at der sker noget. Din musik er backet up, før jeg overhovedet har hørt den.

Så åbner jeg filen i iZotope RX, som er fuldstændig oplagt til den her slags processering. Her tager jeg første gennemlytning, hvor jeg både kan høre og se musikken i spektrogrammet. Er der åbenlyse ting, der skal tages hånd om, sker det her, før selve masteringen starter.

Spektrogram af hele nummeret Vælter Rundt i iZotope RX, hvor hele frekvensbilledet kan ses og gennemlyttes
Første stop: hele nummeret åbnet i iZotope RX, hvor jeg både kan høre og se musikken.

Clicks og pops ryger først

På det her nummer var der nogle forskellige clicks og pops, der lige skulle tages hånd om. Dem fjerner jeg ved at interpolere hen over dem i RX.

Et klik i optagelsen markeret som smal selektion i RX-spektrogrammet, klar til at blive fjernet med interpolation
Et klik fanget i spektrogrammet. Det fjernes ved at interpolere hen over det.

Den slags klik kan komme flere steder fra. Det kan være et fysisk klik, der er opstået under indspilningen af vokalen. Det kan være klip i sessionen, der ikke er fadet ordentligt ud. Og det kan være digitale artefakter fra kunstnerens eget system, der giver uhensigtsmæssige lyde. Mit råd, hvis du mixer selv: fade dine klip ud, inden du eksporterer. Det er den billigste oprydning, der findes.


Fase-tjekket: 1,5 dB gratis headroom

Noget, man også lige skal tjekke, er fasen. Man kan se det visuelt, men jeg måler det altid. Og her var der noget spændende: Der var cirka 1 dB forskel på peaks i højre og venstre kanal (true peak -1,08 dB i venstre mod -2,03 dB i højre). Det kan være et tegn på, at lyden skal roteres fasemæssigt, og det skulle den.

RX Phase-modul med -54 graders rotation og Waveform Statistics, der viser balancerede true peaks efter fasevending
Efter fasevendingen: -54 graders rotation gav cirka 1,5 dB ekstra headroom. Loudness er uændret.

Efter en rotation på -54 grader lå begge kanaler på cirka -2,5 dB, og loudness var fuldstændig uændret. Det kan som udgangspunkt ikke høres. Men det kan måles: cirka 1,5 dB ekstra headroom, helt gratis. Det er luft, som resten af kæden kan bruge til at lave et højere og renere master. Det her trin er i øvrigt et af dem, en automatisk online-tjeneste bare springer over.

Videre til WaveLab

Fra RX eksporterer jeg en WAV i 32-bit float, uden dither (den hører først til allersidst i processen). Nummeret lander i WaveLab, Steinbergs mastering-software, som jeg blev præsenteret for på min mastering-uddannelse fra Berklee.

Her får nummeret sin indløbstid: cirka 50 millisekunder, en standard jeg har med fra CD-mastering. Det er hurtigt nok til, at du ikke når at registrere det, når du trykker play, og langsomt nok til, at maskinerne kan. Artistens egne fades rører jeg ikke. Jeg sørger bare for, at nummeret teknisk fungerer, uanset om det skal på CD, streaming eller vinyl.

Slutningen laver jeg helt lavpraktisk: Jeg hører de sidste 20 sekunder, lukker øjnene og trykker pause præcis dér, hvor jeg ville have det næste nummer til at starte, hvis det var et album. Dér slutter nummeret. Det er et godt cowboy-hack, for vi har alle sammen en fornemmelse i kroppen af, hvornår næste nummer skal komme.

Jeg sætter lydstyrken først

Nu gør jeg noget, der måske er en smule atypisk: Jeg starter bagfra. Det allerførste, jeg gør, er at få nummeret op på den slutvolume, jeg vil have. På det her nummer er målet omkring -11 til -10 LUFS integrated, uden at smadre noget.

WaveLab med Ozone Maximizer, loudness-histogram og SPAN-analyzer under mastering af en sang
Loudness sættes først: Ozone Maximizer med -1,2 dB true peak-loft, mens metrene holder øje.

Hvorfor bagfra? Fordi ørerne snyder. Alt lyder bedre, når det bare er højere, og hvis lydstyrken ændrer sig undervejs, mens jeg træffer beslutninger, bliver beslutningerne dårligere. Så volumen først, musikalske valg bagefter.

Nummeret skal på streaming, og derfor holder jeg true peak nede med et loft på -1,2 dB. Streaming-tjenesterne konverterer nemlig din fil til komprimerede formater for at spare data, og i den konvertering opstår der nye peaks. Masteren skal kunne holde til den behandling uden at forvrænge.

Kæden: otte led, hvert med ét job

Da niveauet sad, startede jeg forfra i kæden og arbejdede mig igennem, led for led. Her er hele kæden fra dagens session.

FabFilter Pro-DS (de-esser). Den tager de værste 8K'er, den skarphed der bare er træls at høre på. Der er ingen grund til, at resten af kæden skal slås med den.

FabFilter Pro-DS de-esser i allround-mode, der tæmmer skarpheden omkring 8 kHz i hele mixet
Pro-DS tager de værste 8K'er først, så resten af kæden ikke skal slås med dem.

FabFilter Pro-Q 3 (EQ). To opgaver her: lidt feathering i toppen, altså et blidt generelt løft, og så var der nogle trælse, ringende toner i mixet, som skulle ringes ud. Det gør jeg med meget smalle bånd i mid/side-mode (de lå i midten på det her nummer), og jeg gør båndene dynamiske, så de kun griber ind, når tonen faktisk bliver et problem. Jeg vil røre lyden mindst muligt og behandle den blødest muligt.

FabFilter Pro-Q 3 i linear phase med dynamiske mid/side-bånd, der fjerner ringende toner og løfter toppen
Smalle, dynamiske EQ-bånd i mid-kanalen ringer de trælse toner ud. De griber kun ind, når det er et problem.

FabFilter Pro-MB (multibånd). Her skulle der mere sub frem. Så jeg går godt ned i bunden med hurtig attack, så den virkelig banker igennem. Toppen bruger jeg til at balancere mixet: Jeg ville gerne have mere top, men båndet skal være tilpas aggressivt til, at det ikke bliver harskt. Kort sagt: Jeg hæver kroppen af alting, og alle transienter bliver banket på plads oppe i toppen. Det er sådan, vokalen får plads.

FabFilter Pro-MB multibåndskompressor, der løfter sub-bunden med hurtig attack og balancerer toppen
Multibånd: sub'en banker igennem i bunden, toppen løftes uden at blive harsk.

SPL IRON (kompressor). En lille smule kompression med langsom attack og hurtig release, bare for at få billedet en anelse mere fladt, så vokalen kommer frem.

SPL IRON mastering-kompressor i M/S-mode med langsom attack og hurtig release
SPL IRON med langsom attack og hurtig release. En lille smule kompression, der lader vokalen træde frem.

Shadow Hills (farve). Et lille trick: Jeg sætter den, så den kun lige rører sig, når mixet buldrer afsted, og kører den i Steel-mode. Den gør et eller andet nice ved lyden. Jeg A/B-tester altid, om det er det fede eller ikke det fede, og nogle gange ryger den ud igen. I dag var det det fede. Den gav lige noget ekstra.

Shadow Hills mastering-kompressor i Steel-mode, hvor nålene kun lige rører sig
Shadow Hills i Steel-mode, sat så den kun lige rører sig. I dag bestod den er-det-det-fede-testen.

Kraftur (clipper). Transienterne skulle klippes lidt i stykker, så jeg banker signalet ind i clipperen og tager toppene af. Og så arbejder limitere bare federe, når de er lidt under pres.

Kraftur clipper i mastering-kæden, der tager toppen af transienterne før limiterne
Clipperen tager toppene, så vokalen kan komme frem, og limiterne får lettere arbejde.

Pro-L 2 og Ozone Maximizer (to limitere). Jeg bruger bevidst to limitere, så de begge står og arbejder stille og roligt i stedet for én, der knokler. Pro-L 2 rammes først og kører med rigtig lang lookahead. Ozone står til sidst som endelimiter og passer true peak-loftet, og den får lov at være mere uberørt og neutral.

Levering: to filer og to revisioner

Til sidst bliver nummeret bouncet som 24-bit WAV og MP3 og sendt til Tobias. Og så håber jeg selvfølgelig, at han bliver rigtig glad for det.

Er der små ting, der skal ændres, gør vi det. Der er altid to revisioner med i prisen, men det er sjældent, vi når derud. Typisk er det én enkelt, specifik ting, hvis overhovedet noget.

Mastering hos os koster 550 kr. pr. nummer inklusiv moms. Har du også brug for mix, er det 3.000 kr. pr. nummer, og du kan se det hele på vores prisside. Vil du videre derfra, kan vi også udgive musikken for dig.

Skal sangen først indspilles, har vi også lavet en ærlig gennemgang af, hvad det koster at indspille en sang.

Så uanset om du bor i Aalborg, København eller et helt tredje sted: Send dit nummer, så tager jeg mig af det med samme omhu som i dag. Skriv eller ring, det koster som bekendt ikke noget at spørge.


Vil du forstå forskellen på mixing og mastering, og hvad det koster? Læs Mixing og mastering: hvad er forskellen, og hvad koster det?.

Ofte stillede spørgsmål om online mastering

Hvad koster online mastering?

Hos The Hideout Studio koster mastering 550 kr. pr. nummer inklusiv moms. Skal nummeret også mixes, koster det 3.000 kr. pr. nummer oveni. Der er ingen skjulte tillæg.

Send dit færdige mix som WAV-fil, gerne 24-bit, via et Dropbox- eller WeTransfer-link. Send aldrig MP3 til mastering; det komprimerede format smider netop de detaljer væk, som masteringen skal arbejde med.

Der er altid to revisioner med i prisen. I praksis er der sjældent brug for mere end én enkelt, specifik rettelse, hvis overhovedet nogen.

Du får dit master som 24-bit WAV plus en MP3, klar til distribution. Skal du bruge særlige formater til fx vinyl eller CD, finder vi ud af det.

Det afhænger af musikken, men til streaming lander vi typisk omkring -11 til -10 LUFS integrated med et true peak-loft med margin, så lyden overlever streaming-tjenesternes konvertering uden at forvrænge.

Nej. Hele processen foregår online: Du sender filerne via et link, vi vender målene for nummeret, og du får dit master retur inden for få dage.


 
 
bottom of page